Mors glutenfri »rugbrød«

9

Så har jeg endelig fundet et vellykket alternativ til boghvede”rugbrødet”. Min mor har bagt det mange gange, og nu har jeg så selv forsøgt. Syntes umiddelbart opskriften så lidt krævende ud, men den er virkelig nem!! Og hurtig, for der er ikke noget der skal stå og trække i særlig lang tid, og brødet skal ikke hæve. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg bager det, for det smager formidabelt! Jeg har lavet dette brød på røremaskine, men tror sagtens, man kan lave det med håndkraft.

Kan som alt andet glutenfrit brød med fordel skæres i skiver og lægges i fryseren. Læg madpapir mellem skiverne, så de ikke fryser sammen – så er det nemt at tage den mængde op, man skal bruge.

Ingredienser:
2 dl kogte brune ris fra gårsdagens aftensmad (eller 1 dl rå brune ris, hvis du først skal til at koge dem)
2 spsk. Husk
100 g hirseflager (ca. 2 dl)
40 g sesamfrø (ca. 1 dl)
70 g hørfrø (evt. blendet) (ca. 1 dl)
60 g solsikkekerner (ca. 1 dl)
5 dl kogende vand
2 spsk. olie (eller bare et ordentligt skvæt)
2 tsk. sukker
1 tsk. groft salt
Evt. lidt kulør (hvis man vil have det mørkt som rugbrød)
½ pk. gær
1 dl soyayoghurt eller lunkent vand
300 g glutenfri mel, f. eks. 100 g fuldkornsrismel, 100 g majsmel og 100 g kikærtemel

Fremgangsmåde:
Risene koges i ca. 35 og køler af, mens du forbereder resten. Det er vigtigt, at de ikke er for varme, når de tilsættes dejen senere, for så slår de gæren ihjel.
Husk, hirseflager, sesamfrø, hørfrø, solsikkekerner røres godt sammen med det kogende vand. Rør gerne rundt i 10 min.
Olie, sukker, salt og evt. kulør tilsættes. Røres godt rundt. Gerne et par minutter på røremaskinen.
Varm sojayoghurt eller vand op i en microovn til det er “lillefingervarmt” (= ca. 37 grader) og rør gæren ud i det. Hæld væsken i kerneblandingen.
Vej melet af og bland det med de kogte ris. Hæld det hele kerneblandingen.
Rør/ælt dejen godt sammen og hæld den i en franskbrødsform på ca. 1,75 l. Prik huller i toppen af brødet med en gaffel.
Brødet bages i 1 time ved 200 grader.

Når brødet tages ud, pakkes det ind i et vådt viskestykke, til det er lunkent. Vend det evt. på hovedet undervejs. Lad det ikke stå for længe, for så bliver det smattet. Brødet opbevares i køleskabet til dagen efter og skæres derefter i skiver og fryses.

Del.

9 kommentarer

  1. Camilla e. Petersen

    Jeg synes dine glutenfrie rugbrødsopskrifter ser super lækre ud og kunne tænke mig at prøve dem, men jeg kan ikke tåle gær og du bruger ret meget gær. Hvad gør jeg så? Jeg kan måske tåle 5 gram gær som langtidshævning? Kan det hæve natten over i køleskab med så lidt gær? Eller kan jeg bruge bagepulver eller har du en surdejsopskrift som er glutenfri? Hilsen camilla

    • Hej Camilla. Jeg vil tro, at du godt kan skifte gæren i brødet ud med bagepulver og måske gerne et skvæt æblecidereddike (bagepulver har godt af syre for at udvikle luft der får brødet til at hæve). I så fald, skal du bage brødet med det samme, da bagepulverets effekt er ret øjeblikkelig. Jeg tror også brødet kunne blive ganske udmærket som koldhævet og 5 g gær. Fortæl endelig hvad du erfarer, hvis du prøver det. Jeg er i hvert fald spændt på at høre det 🙂 Kh Ane

  2. Pingback: Glutenfrit middelhavs-rugbrød | FriMad.dk - glutenfri & laktosefri opskrifterFriMad.dk – glutenfri & laktosefri opskrifter

  3. Anja Tegen

    OK! 🙂

    Skal det opbevares i noget inde i køleskabet natten over, en pose, klæde eller?? Skal det bare stå som det er???

  4. Præcis 🙂
    Hov ja, det får jeg lige rettet. Jeg bruger altid fuldkornsrismel (eller hjemmelavet rismel af brune ris).

  5. Anja Tegen

    Hej Ane.

    Er det så rigtigt forstået at jeg kun skal bruge 1 spsk her hvis jeg bruger fiberHUSK??? 🙂

    Og når du skriver rismel kan man så bruge fuldkornsrismel??

    /Anja

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.