Jeg bliver tit mødt af forbløffede ansigtsudtryk og spørgsmålet “Jamen hvad spiser du så?”, når jeg fortæller at jeg ikke kan tåle gluten og mælk.
Og det er faktisk et godt spørgsmål. For det er ret tit det med idéerne til de glutenfrie og mælkefrie måltider, der er den største hurdle i et allergiliv.
Det kan også være svært at gennemskue, hvordan man lige indpasser maden i en travl dagligdag, hvor man ikke lige har tid til at lave sin egen pasta fra bunden, og hvor man skal have smækket en madpakke sammen på den kortest mulige tid.
– Man kan nemlig godt nogengange få det indtryk, når man læser madblogs, at alle andre er de vildeste overskudsmennesker, men sådan er virkeligheden jo ikke.
Eksempel på en mælkefri og glutenfri dagligdag
Derfor har jeg lavet en oversigt over, hvad jeg har spist i løbet af den sidste uges tid, og hvordan jeg “praktisk” har gjort med forberedelsen.
Det er ikke prangende, men det har fungeret ud fra den målsætning, at jeg skal 1) kunne blive mæt, og 2) kunne deltage i sociale aktiviteter, hvor spisning indgår. Derudover skal maden 1) være velsmagende 2) indeholde flest mulige næringsstoffer, 3) være (relativt) PCO-venlig, og 4) ikke være ved at tage livet af mig i forhold til mængden af forberedelse.
Det er derfor ikke som sådan en gennemtænkt glutenfri madplan, og det er heller ikke nødvendigvis sådan, jeg spiser hver uge. Men den kan måske være inspiration og give nogle idéer om hvordan man kan overleve i en presset dagligdag.
Udførlige opskrifter har jeg ikke lige tid til at skrive undervejs – jeg er lige startet på nyt job, så har forrygende travlt – men de kommer på sigt.
Onsdag
Morgenmad:
Blødkogt æg med urtesalt;
Sojayoghurt med hasselnødder og pære
Kaffe.
Formiddag:
Kaffe
Frokost:
Ovnbagte. kyllingefrikadeller som jeg lavede samtidig med aftensmaden i forgårs (egentlig bare hakket kyllingekød, løg, hvidløg, æg, citrontimian og majsmel kørt i min foodprocessor, formet til frikadeller på en bageplade og i ovnen i 25-30 min.);
Champignon, bladselleri og rødløg, der er svitset på en pande (Jeg lavede dobbeltportion i går til aftensmad og tog halvdelen med på madpakken)
Eftermiddag:
Et æble som jeg lige greb på vej til møde.
Senere, da jeg kom hjem:
Et par stængler blegselleri og en rød peberfrugt (ikke skåret ud, bare skyllet og spist).
Og lidt senere på café med min ekskæreste:
En chai latte lavet på sojamælk
Aftensmad:
Hakkebøf omviklet med bacon;
Lynstegt spidskål, rødløg, peberfrugt og bønnespirer sammen med lidt sweet chili sauce (den fra Santa Maria er glutenfri).
Torsdag
Morgenmad:
(Akkurat det samme som i går).
Blødkogt æg med urtesalt;
Sojayoghurt med hasselnødder og pære
Kaffe.
Formiddag:
En kop kaffe og en blomme – er på kursus med mit arbejde, og det var hvad der var i pausen.
Frokost:
En fin gluten- og mælkefri platte med bl.a. laks, salat, lufttørret skinke og frugt er stillet an til mig.
Resten af kursusdeltagerne får buffetmad (ca. det samme som mig, men med dressinger, brød osv.). Jeg havde på forhånd forhørt mig om menuen hos arrangørerne og sekretæren på mit arbejde har været så sød at kontakte cateringfirmaet (Studenterhusfonden, Aarhus), så der blev taget hensyn til mig. Fornemt!
Eftermiddag:
Stadig på kursus: Der er kage til de andre, men ikke glutenfri. Det havde jeg nu heller ikke forventet.
Jeg kan tage et stykke frugt, hvis jeg trænger, men jeg nøjes med kaffe.
Aftensmad:
Sushi-buffet.
Jeg har også her kontaktet leverandøren (Sota Sushi i Aarhus) et par dage i forvejen og fået dem til at skrive en gluten- og mælkefri menu ind i arrangørens bestilling. Derfor var der ud over den store buffet en fin lille bakke med både sushi og soja til mig. Derudover fik jeg udpeget hvilke andre ting, jeg godt kunne tåle. (Som sikkerhed i tilfælde af, at der ikke var styr på det, har jeg en dåse makrel i tomat klar nede på mit kontor, men den blev der heldigvis ikke brug for 😉 )
Fredag
Morgenmad:
Blødkogt æg med urtesalt
Smoothie af banan, blåbær og frisk babyspinat, med mandler ovenpå
Kaffe
Formiddag:
Mere kaffe.
Er på kursus igen, og der er wienerbrød til dem der vil have det. Og det vil jeg jo ikke, så jeg nyder bare min kaffe. Er for længst blevet vant til at det er sådan her, så det ærgrer jeg mig ikke over. Det er faktisk først her hvor jeg skriver det ned, at jeg tænker over det…
Senere på formiddagen snacker jeg lige en gul peberfrugt.
Frokost:
En tallerken bland-selv salat fra kantinen. Selvfølgelig går jeg uden om pastasalaterne og dem med mælkeagtig dressing og feta.
Eftermiddag:
En pære
Og sidst på eftermiddagen, da jeg er for sulten til at vente på min aftensmad: en pose chips med havsalt.
Aftensmad:
Økologiske svinekoteletter
Blomkål og cherrytomater stegt i garam masala.
Lidt kedeligt, men velsmagende og hurtigt – jeg er helt flad efter en hektisk uge.
Lørdag
Morgenmad:
Blødkogt æg
En kop kaffe
En håndfuld mandler
Frokost:
(Jeg er hjemme hos mine forældre for at fejre, at min bror er blevet bachelor. Min mor kan heller ikke tåle gluten og mælk, så her er der styr på allergimaden.)
Kogt hamburgerryg
Kogt blomkål
Kartofler med Fri margarine og frisk persille
Blandet salat med olieeddikedressing og salte peanuts
Til dessert:
Chokoladebrownie (den fra Rema1000, tilsat lidt pekannødder)
Friske hindbær og figner
Kokos-mocha-is (bestående af kokosmælk, en moset banan, kaffe og palmesukker)
Aftensmad:
Rester fra i går:
Økologiske svinekoteletter
Blomkål og cherrytomater stegt i garam masala.
Til fest:
Rom og cola
Der er også chips på bordet, men dem holder jeg mig fra, så længe jeg ikke har mulighed for at læse varedeklarationen. Nogengange går jeg bare ud i køkkenet og finder posen, men der her er en større fest, der ikke holdes i et privat hjem.
Søndag
Morgenmad:
Blødkogt æg med urtesalt
Kaffe
Smoothie med kanel (banan, blåbær og spinat)
Frokost:
Stod sent op så morgenmaden blev mere eller mindre til frokost.
Mellemmåltid: saltede peanuts (dem fra Rema1000)
Aftensmad:
Grydestegt oksespidsbryst
Blomkålsmos med persille
Grøn peberfrugt
Mandag
Morgenmad:
Rester fra aftensmaden:
Oksespidsbryst og blomkålsmos (varmet i microovnen)
Kaffe.
Frokost:
Den sidste rest af oksespidsbryst og blomkålsmos
Eftermiddag:
Saltede peanuts
Aftensmad:
Thai-inspireret chicken curry med kokosmælk (kylling, rød peber, broccoli, champignon, løg, hvidløg og rød karry).
Tirsdag
Morgenmad:
Ægge-ruskomsnusk med rødløg og spinat;
Kaffe
Formiddag:
En kop kaffe og en pære
Frokost:
Rester fra aftensmaden: Thai-inspireret chicken curry med kokosmælk (kylling, rød peber, broccoli, champignon, løg, hvidløg og rød karry)
Jeg medbringer den i en IKEA-bøtte som kan tåle at blive varmet i microovnen.
Eftermiddag:
En håndfuld hasselnødder
En hel bakke cherrytomater – det er lidt mit alternativ til vindruer, for vil gerne undgå alt det sukker der.
Aftensmad:
“Intermistisk burger”: hakkebøf, ristede skiver aubergine og en masse rå grøntsager skåret i stykker, fx tomat, rødløg, spinat, agurk osv. Evt. Sennep og ketchup.
Bønnefritter og hvidløgsmayo (bønnefritter: grønne bønner fra frost, der lige er vendt i salt, olivenolie og timian, og som har været i ovnen i ca 35 min. ved 200 gr. varmluft; hvidløgsmayo’en er Gråstens mayonnaise, som lige er rørt sammen med et presset fed hvidløg)
I samme ombæring skærer jeg lige nogle ekstra grøntsager til min morgenmad i morgen og putter i en plasticbøtte.
Onsdag
Morgenmad:
(Lavet af grøntsagerne som jeg snittede i samme ombæring som aftensmaden i går)
Cherrytomater, porre og rejer (fra frost), der svitses på panden.
Kaffe
Formiddag:
Hasselnødder og en peberfrugt
Frokost:
Den sidste rest af thai-retten fra i forgårs.
Aftensmad:
Til madklub hos min veninde fra gymnasiet. Menuen står på:
Græske frikadeller, ovnbagte rodfrugter og blomkålssalat
Til dessert er der te og glutenfrie kokosmakroner, som hun har været så sød at lave.
Når vi har madklub, sms’es vi ofte lige ved inden, så jeg ved, hvad vi skal have og kan fortælle mine veninder om, hvad man skal holde øje med og evt. give tips til indkøb.
Jeg kæmper stadig med den der irriterende følelse af at være til besvær, så bliver simpelthen så beæret, når de spørger ind for at være sikre på at lave noget, jeg kan tåle.
Torsdag
Morgenmad:
(Rester fra aftensmaden i forgårs)
Hakkebøf, spinat, tomat og et ny-blødkogt æg.
Kokoskaffe – jeg åbner en dåse kokosmælk, der har stået i køleskabet, pisker den med en elpisker, tager kokosmælk den kokosmælk fra, jeg skal bruge, og opbevarer resten i en skål på køl, som jeg kan tage ef de følgende dage. I et syltetøjsglas tager jeg lidt af det med på arbejde.
Frokost:
Blandet salat fra kantinen. Kantinerne på Aarhus Universitet har generelt et varieret salatudvalg. Jeg går udenom alt det, der ligner couscous/pastasalater og salater med mælkeagtig dressing.
Eftermiddag:
Kokoskaffe og hasselnødder
Sen eftermiddag:
Chips (Taffelchips med salt) og hvidløgsmayo’en fra den anden dag
Aftensmad:
Cremet broccolisuppe og laks.
Mens suppen koger, blander jeg nogle frø og kerner i en skål med kogende vand, lader det trække til i morgen og laver til knækbrød)
Fredag
Morgenmad:
Sojayoghurt med blåbær og ristede hasselnødder
Kokoskaffe og et glas friskpresset juice, som min roomie, Rasmus, bød på.
Frokost:
Igen: broccolisuppe og laks
Eftermiddag:
Kokoskaffe og et æble
Sen eftermiddag:
En cider (Westons Cider) til fredagens eftermiddagshygge med nogle kollegaer
Aftensmad:
Broccolisuppe – denne gang med bacon
Mens jeg varmer suppen i microovnen, breder jeg knækbrøds”dejen” ud på en bageplade, putter den i ovnen et par timer ved 125 grader – og så er der knækbrød til weekenden.
Det var bare lige for at give et indtryk af mit madliv 🙂
15 kommentarer
Hej Ane. Jeg ser at du ikke spiser kartofler som tilbehør (men du spiser chips kan jeg se). Er der noget problem med kartofler i en glutenfri diæt? I øvrigt, hvad ser du efter på ingredienslisten på chips poserne?
Hilsen Lisbeth
Hej Lisbeth.
Kartofler er helt 100% glutenfri 🙂
Når jeg ikke spiser kartofler særlig tit – med mindre min craving for chips får mig til at tømme en hel pose… – så skyldes det, at min krop ikke er så god til at tolerere for mange hurtige kulhydrater, og dem er der mange af i kartofler.
//Ane
Hej og endnu engang tak for en fin side! 🙂
Den chocolade brownie fra rema? Er den glutenfri
Jep, den er glutenfri. ALT her på min blog er glutenfrit 🙂
Hej Ane,
Jeg er meget glad og taknemmelig for, at du blogger.
Har en milliard spørgsmål, da jeg har fået allergi-diagnosen for ganske nyligt, men skal prøve at begrænse mig 😉
Hvor køber du soyayoghurt? Og hvorfor kan sushi være et problem?
Hvad gør du til jul med ris à la mande/risengrød?
Jeg synes, det er et frygteligt svært dilemma, når man som gluten- og mælkeallergiker skal ud hos venner og svigerfamilien at spise. På den ene side vil jeg ikke blive syg og på den anden side vil jeg ikke tvinge folk til at købe alle mulige (dyre) specialfremstillet varer, de aldrig får brugt igen.
Tip:
Hvis man er i Sverige og støder ind i en COOP- eller maxi-butik plejer de at have et stort meludvalg (soya-, ris-, kokos-, majs-, etc.) og generelt større gluten-/laktosefri udvalg.
KH Maja
Soja yoghurt fåes blandt andet i mærket alpro, og kan købes i kvickly eller føtex.
Sushi kan være et problem blandt andet fordi der bliver brugt hvede i mange former for soja sauce produkter, så sørg for at få en uden gluten.
Hvis du gerne vil have en flot hvid ris á la mande, så vil jeg anbefale at lave den på rismælk, og så bagefter blande op med soja piskefløde, som skal være skummet af 16% soja fløde som man kan købe i føtex (kvickly har den ikke såvidt jeg ved) mærket er “Naturli'”
Håber du kan bruge mine svar til noget 🙂
Dét kan jeg ! Tak for tipsene 🙂
Hej. Hvor er jeg glad for at jeg fandt din blog.
Jeg har haft gluten allergi og hvede og korn allergi i nogle år nu, havde vender mig til kun at spise rugbrød som bage brød, da jeg syntes boller kage bliver frygtlig tørt.
I dag prøvede jeg dine boller og det var som fuglene sang i min stue da jeg spiste den første bolle. Åh de er super gode, og har givet mig mod på at skulle bage meget mere af dine opskrifter i de følgende uger..
Da jeg har ADHD bruger jeg ikke mælke produkter, så det er jo fantastisk at du også bruger soja produkter og andet til mælke intolerante..
1000 tak at du bruger så meget tid på at blogge, hvilket er og bliver til stor hjælp for andre..
Hej Ulla.
Jamen hjertelig velkommen til!
Og tak for de rosende ord om min blog – så er det min tur til at sidde hjemme i sofaen og smile over hele hovedet 🙂
Dejligt at bollerne var et hit. Rigtig god fremtidig bagelyst!
//Ane
Hej Ved du at microovn dræber energien i maden? Soyamælk og andre soyaprodukter indeholder store mængder østrogen. Se http://www.alun.dk Jeg synes at det er en flot hjemmeside du har lavet, og meget inspirerende. Jeg har haft virkelig svært ved at finde ud af hvad jeg kan tåle at spise, og det har bevirket at jeg nu har astma. Men jeg gi´r ikke op. Stort knus til dig
Hej Tiana.
Dejligt du kan bruge min blog 🙂
Alun.dk ville jeg nok ikke stole så meget på – på mig virker det som et ret damebladsagtigt site, der gengiver lidt for mange udokumenterede påstande 😉 I den forbindelse skal det også nævnes, at både soja og microovn er to meget omdiskuterede emner..
Kh. Ane
Hej…
Super mange gode opskrifter, men da jeg er ny som gluten og laktose intolerant, ville jeg høre om du har bestemte steder du handler, syntes nemlig det er svært at finde de rigtige produkter til en ordentlig pris.
hilsen pernille
Hej Pernille.
Glutenfrit er bare dyrt. Det er derfor, folk med diagnosen cøliaki er berettiget til et månedligt tilskud fra det offentlige (ligger vidst på omkring 1000 kr.).
Jeg får ikke tilskud, så køber sjældent de dyre glutenfrie specialprodukter, men laver det meste selv.
Jeg handler primært i Rema 1000 og Netto (i Netto er der tit urtekrams meltyper på tilbud), men uanset hvordan man gør, er det stadig væsentligt dyrere at leve gluten- og laktosefrit/mælkefrit. Desværre.
//Ane
1000 tak for inspiration. Jeg er nemlig på ferie og tænker nogle gang på hvad man kan spise…
Jeg er ny med glutenfri diet, så…
🙂
Velbekomme 🙂