Glutenfri grovboller (ny version)

11

Nu har jeg brugt denne opskrift et par gange og tilpasset, den så den er blevet endnu bedre.
Rigtig lækre glutenfri grovboller, der ikke tager lang tid at smække sammen. Dejen skulle oprindelig koldhæve i 6-8 timer, men jeg synes faktisk, bollerne bliver bedre, hvis man bruger lillefingervarmt vand og lader dem hæve en times tid i en skål overdækket med et viskestykke. Jeg har også tilføjet lidt olie, fordi det gør bollerne lidt sjovere, hvis de ikke er lune, men det kan sagtens udelades.
Jeg har for første gang beregnet prisen på en opskrift: Er du førstegangs-glutenfri-bager, skal du forvente at købe ind for ca. 160 kr., hvis du ikke har nogen af ingredienserne i forvejen. Den reelle pris for de anvendte mængder er 36 kr.

Der bliver ca. 12 stk.

Ingredienser:
8 dl vand
50 g gær
½-1 dl rapsolie (alt efter temperament)
2 tsk. salt
1 tsk. honning
40-50 g hakkede hasselnødder
50 g græskarkerner eller solsikkefrø
50 g hørfrø
50 g hirseflager
200 g fuldkornsrismel
100 g kikærtemel (man kan også bruge boghvedemel)
150 g majsmel
2 spsk. fiberHUSK (svarer til ca. 20 g)

Sådan:
Opløs gær, salt og honning i lillefingervarmt (=37 grader) vand i en stor skål. Lad det stå og hvile i ca. 10 minutter.
Bland resten af ingredienserne sammen i en anden skål.
Hæld melblandingen i skålen med gærblandingen under omrøring, og rør dejen grundigt til den er jævn. Den får ca. samme tykkelse som havregrød (omend den er meget sejere at røre).
Lad dejen stå overdækket et lunt sted i mindst en time (gerne to). Form bollerne med en spiseske på samme måde som med frikadeller og sæt dem på en bageplade. Pas på ikke at presse al luften ud af dejen. Man kan evt. lægge dejen i muffinsforme i stedet for.
Pensles evt. med æg eller kaffe.
Bages ved 200 grader i 25-28 minutter.

Del.

11 kommentarer

  1. Hej Ane.
    Jeg har rigtig lyst til at prøve dine boller. Kan man bruge andet end majsmel, jeg synes hver gang jeg bager med det at de bliver meget bastande ? Hilsen Pia

    • Hej Pia.
      Jeg tror ikke som sådan, det er majsmelet, der gør dit bagværk bastant. Glutenfrit bagværk er generelt noget mere kompakt i det end bagværk med gluten, så det er desværre lidt et vilkår. Du kan eventuelt prøve at blande lidt maizena majsstivelse eller måske kartoffelmel sammen med majsmelet for at gøre det lettere. Indimellem bliver ens bagværk også klasket, hvis man ikke helt bager ved høje nok temperaturer (det er f.eks. tilfældet med min mors ovn).
      //Ane

  2. Pingback: Glutenfri gulerodsboller - FriMad.dk - glutenfri & laktosefri opskrifterFriMad.dk – glutenfri & laktosefri opskrifter

  3. Hej. Jeg er begyndt på blodtypekost, min krop trænger til at der gøres noget tror jeg. I den forbindelse er såvel gluten som mælkeprodukter dårlige for mig, samt en masse andet naturligvis. Jeg har søgt og fundet nogle gode sider. Din er absolut en dejlig side med mange spændende opskrifter.
    Jeg vil gerne gøre dig opmærksom på siden : blodtypeopskrifter.dk
    Under brød og bagværk er nogle rigtige dejlige brød med grøntsager og de bedste burgerboller jeg nogensinde har bagt. På bageglad.dk fandt jeg de skønneste luftige speltboller, helt som ” almindelige” fødselsdagsboller, bare med mere smag. Bare til inspiration. Mvh Lonnie

    • Tak for tippet. Det er altid dejligt med inspiration. Jeg synes dog ikke lige umiddelbart, der er meget på de to sider, som kan bruges hvis man ikke kan tåle gluten og mælkeprodukter. Spelt er for eksempel ikke glutenfrit, men en gammel hvede-sort, som det ikke er svært at bage lækre, luftige ting med. Så vil man holde sig fra gluten, er spelt desværre no go.
      Vh. Ane

  4. Anja Tegen

    Hej Ane.

    Der står ikke hvornår man skal putte “resten af ingredienserne fra den anden skål i” 😀

    Opløs gær, salt og honning i lillefingervarmt (=37 grader) vand i en stor skål. Lad det stå og hvile i ca. 10 minutter.
    Bland resten af ingredienserne sammen i en anden skål.
    Hæld melblandingen i skålen med gærblandingen under omrøring, og rør dejen grundigt til den er jævn.

  5. Pingback: FriMad.dk » Minestrone (evt. med bønner)

  6. Pingback: FriMad.dk » Hvad skal jeg finde på?

  7. Pingback: FriMad.dk » Rødbedesuppe med ingefær

  8. Pingback: Frimad » Glutenfri og laktosefri fødselsdag

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.