Brunede kartofler uden mælkeprodukter

0

Brunede kartofler uden mejeriprodukterVed julebordet skal man ofte se sig for, når man ikke kan tåle gluten og mælkeprodukter. Men faktisk kan langt de fleste ting til julefrokost og juleaften med relativt små modifikationer laves i en udgave, så man kan tåle det. Det gælder også brunede kartofler.

Brunede kartofler er i udgangspunktet små, forkogte kartofler man glaserer ved at vende dem i en blanding af sukker og smør på en pande. Problemet her er smørret, der indeholder både mælkeprotein og laktose (mælkesukker).

Hvis du “bare” er laktoseintolerant og godt kan tåle laktosefri mælkeprodukter, kan du skifte almindeligt smør ud med laktosefrit smør. Hvis du helt skal undgå mejeriprodukter, kan du sagtens bruge mælkefri margarine i stedet. Hvis du laver and på samme tid (som vi gør juleaften hjemme hos os), er andefedt faktisk helt optimalt at bruge i stedet for smør.

I forhold til sukker, kan du bruge lidt af hvert. Den klassiske er hvidt sukker. Jeg bruger som regel rørsukker, fordi det er det, jeg har i mit køkkenskab, men jeg har også prøvet med kokospalmesukker (som har et lavere glykæmisk indeks), hvor det har fungeret fint.

2015-12-01-18-43-09Ingredienser

  • 1 kg små, forkogte kartofler, f.eks. fra glas (det gør ikke noget, der hænger lidt vand ved)
  • 1 dl sukker/rørsukker/kokospalmesukker
  • En god klat mælkefri margarine eller andefedt
  • Tålmodighed 😉

Fremgangsmåde

  1. Fordel sukkeret på en varm pande og smelt det langsomt ved middel-middelhøj varme. Du skal have tålmodighed, for det tager lidt tid. Du skal IKKE røre i sukkeret, og du skal IKKE skrue op for varmen for at få det til at gå hurtigere, for så bliver det sort og ganske uspiseligt.
  2. Når sukkeret er ved at være smeltet, smider du margarinen på panden og blander hurtigt sammen med det flydende sukker. Det er altså først her, du skal begynde at røre i det. Hvis du gør det tidligere, risikerer du nemlig bare, at alt sukkeret klumper sig sammen på din spatel og bliver helt umulig at arbejde med.
  3. Når sukker og margarine er blandet, hælder du kartoflerne på panden og vender dem rundt, så sukkermassen fordeles på dem. Vend kartoflerne med jævne mellemrum, indtil det meste af sukkeret sidder fast.

2015-12-01-18-41-22

Del.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.